
Garn i Gaarden / En dag med strik og garn i Husets gårdhavN
Søndag d. 7. juni forvandles Husets hyggelige gårdhave til et levende samlingspunkt for alle, der elsker garn, strik og hækling.
Garn i Gaarden er en endagsfestival fyldt med inspiration, kreativitet og nærvær - med plads til både fordybelse og fællesskab.
Uanset om du er nybegynder eller erfaren, kan du glæde dig til en dag med oplæg, workshops, musik og masser af mulighed for at møde andre garnglade mennesker. Tag dit håndarbejde med og slå dig ned i gårdhaven - her er der tid og rum til at skabe, lære og dele.
Husets Café holder åbent hele dagen og serverer lækre vegetariske retter, kaffe og kage, så du kan blive hængende og nyde dagen i fulde drag.
Program
Strikkekoncert: “Bær dine fejl” med Albert Østergaard
Et unikt, musikalsk strikkeshow hvor bassist, komponist og strikkedesigner Albert Reinholdt Østergaard inviterer til fællessang, fortællinger og refleksioner. Med sin kontrabas skaber han en nærværende og humoristisk oplevelse, hvor temaer som selvværd, kreativitet og det uperfekte menneske flettes sammen - og hvor strik bliver et redskab til både udtryk og heling.
Oplæg & workshop i restegarn med Garn & Glimmer
Nanna og Mathilde - duoen bag Garn & Glimmer – deler deres passion for farver, fællesskab og kreative strikkeprojekter. Glæd dig til inspiration og konkrete teknikker til at bruge dit restegarn på nye måder. En legende og lærerig workshop, hvor du bliver udfordret og får mod på at eksperimentere.
Oplæg: Craftpsykologi med Flittig Line
Line Bruhn Andersson giver indblik i, hvordan håndarbejde kan styrke mental sundhed, skabe ro og fremme trivsel. Med afsæt i forskning og praksis viser hun, hvordan kreative processer kan bruges som et aktivt redskab i en travl hverdag.
Garnboder & kreative workshops
Oplev lokale garnbrands, find nye materialer og få inspiration til dit næste projekt. Dagen byder også på kreative workshops og små aktiviteter undervejs.
Fællesskab, fordybelse og garn i alle afskygninger
Sæt dig med dit strikke- eller hækletøj, fald i snak med sidemanden, og nyd en dag i et kreativt fællesskab.
Tag dine venner med eller kom alene og oplev det skønne fællesskab omkring garn og strik.
Vi glæder os til at byde dig velkommen til en inspirerende dag i garnets tegn.